Dodge Tomahawk

       

En skulptur i jern og aluminium, et ikon for den grænseløse fantasi, 

der skaber en motorcykel med tvillinghjul. 

Vildere kan det næppe blive - en motorcykel med V10 motor, 

500 hk og 0-100 km/t på 2,5 sek. (Fabriksfoto)

Dodge har nu en Tomahawk, der får alle andre bilfabrikker til at spærre øjnene op på vid gab i vildelse, forundring og respekt. Ikke fordi Tomahawk kan bruges til andet end at sprinte fra 0-100 km/t. på 2,5 sek. og levere en topfart på den anden side af 500 km/t., men fordi de andre ikke ved, hvad Dodge nu kan finde på. De besidder ikke fantasiens uovervindelige kraft.

Præstationerne er anslåede, for der er endnu ikke nogen, der har turdet sætte sig op på skaftet af Tomahawk og flyve med. Det kan jeg godt forstå. At sætte sig over skrævs på en 8,3 liter V10 Viper-motor med 500 hestekræfter og 720 newtonmetre i drejningsmoment, udstyret med et sæt tvillinghjul for og bag, kræver en udtalt mangel på fantasi. Og det har end ikke den amerikanske dirt track-mester Scott Parker. Han nøjedes med at lave en lille burner til ære for et filmhold.

I princippet er Dodge Tomahawk en motorcykel foreslået af to hestekraftfikserede medarbejdere, der selv kører på motorcykel og har tabt hjerterne til Boss Hoss med en Chevy 5,7 eller 8,2 liter V8-motor. De ville bare have mere. Hvad med en Viper-motor, spurgte de sig selv, gik til direktionen og fik ifølge designchef Trevor Creed det grønneste af grønne lys fra koncernchefen Dieter Zetsche.

TVILLINGHJUL
Hagen ved det vilde forslag var blot, at Dodge laver biler, ikke motorcykler, så der skulle være fire hjul. O.k., hvad med tvillinghjul? Tænketanken hos Chrysler i Auburn Hills uden for Detroit fik til opgave at opfinde hjulophæng, der kunne affjedre og styre tvillinghjulene og tillade en vis hældning i sving. Når det kommer til stykket, er YTomahawk alligevel en motorcykel.

En specialbygget gearkasse med to udvekslinger er boltet på den gigantiske motor, og kontrollen over de 500 heste er overladt til en to-pladet kobling og et koblingsgreb på styret som på en motorcykel. Overføringen af de anseelige kræfter skal en almindelig rullekæde klare.

God fornøjelse med kun 1,33 kg pr. hestekraft. Gearpedalen sidder på højre side og bremsen på venstre. Sædet er en del af rammen, og piloten ligger hen over tanken. Alt i alt er Tomahawk essensen af en amerikansk dragbike - lige bortset fra tvillinghjulene, alibiet for at kunne kaldes en bil.

ENARMET
Foran hænger de to smalle hjul i dobbelte langsgående svingarme og har narvcenter-styring. Bremserne er radiale skiver med fire 4-stemplede bremseåg, og de tekniske herligheder er boltet på motoren, der tjener som hovedparten af stellet.

Bagpå løber tvillinghjulene i en enarmet svingarm og er ophængt i et parallelogram, hvor hvert hjul fjedrer for sig og tillader en hældning i sving på 45 grader for at udnyttet dækkenes mønster: Hvordan to 20-tommer 150/50 dæk kan overføre 500 hk til asfalten og sende 665 kg Tomahawk plus pilot til 100 km/t. på 2,5 sek., overgår også fantasien. Så er de to 120/60-20 fordæk mindre stressede. De skal bare holde retningen, og det er næppe. Dodge Tomahawk kører ligesom Thors hammer flyver. Med hovedet forrest.

(Kilde : Ekstra Bladet)