Cadillac Sixteen

en fryd for øjet og hjem for en 1000 hk V16 motor. (Fabriksfoto)

I 1930'erne, dengang den amerikanske motortradition blev grundlagt, havde Cadillac, datidens luksusbil og gangsterbossernes foretrukne stikke-af-bil, en Fleetwood Imperial med 7,2 liter V16-motor på 165 hk, der gjorde den til den stærkeste bil i USA efter Duesenberg model J.

På Detroit Autoshow viser Cadillac en model af den første V16-motor i 63 år, en mastodont, der kunne genoplive fortidens storhed på motorfronten. Slagvolumen er på 13,6 liter, cirka det dobbelte af 452 kubiktommer V16-maskinen fra 1930, og ydelsen er beregnet til 1000 hestekræfter eller seks gange så meget, som dengang A.C. huserede.

MODERAT TØRSTIG
Også i bedste amerikanske motortradition har Cadillacs V16-motor stødstænger til at skubbe på vippearmene, der så trykker på ventilerne. Det er ikke omdrejninger og hurtigt åndedræt, der giver jættekræfter, derimod rå slagvolumen. Og så kan man nøjes med at trække vejret ganske langsomt.

For de fleste amerikanere er benzinøkonomi en by i Sibirien, men alligevel har Cadillac udstyret V16-forsøgsmotoren med elektronik, der kan koble cylindre fra, hvis de ikke er nødvendige i forhold til farten. For eksempel bliver V16 til en V4 ved moderat fart på highwayen, og så ruller Sixteen konceptbilen 8,5 kilometer pr. liter benzin.

Den mægtige 13,6 liter V16-motor er et forsøg på at tiltrække opmærksomhed til Cadillac, et gammelt General Motors mærke, der har svært ved at slå igennem på ny. Conceptbilen Sixteen ser eminent godt ud og bugner af Cadillac-design, fra dengang Wayne Cherry, den nuværende vicepræsident for GM design, var Cadillac-designchef.

Der er desværre sløje udsigter til, at hverken Sixteen-motoren og Six-teen-bilen går i produktion. Ifølge Thomas Stephens, vicepræsident for GM motor og transmission, vil kun 1 procent af kunderne betale en stiv merpris for en V16-motor - der er en V8 eller V4 det meste af tiden.

(Kilde Ekstra Bladet Af Peter Aaboe)